Efter at have været med i et indlæg om knoglemarv i donornyt har jeg haft lidt ekstra trafik her på siden - det er jeg naturligvis glad for.
Jeg har derfor valgt at oprette en mail, hvor jeg kan kontaktes såfremt I måtte have spørgsmål.
mailen er: donor@mr-denner.dk
Da jeg som 18 årig meldte mig som bloddoner, tilmeldte jeg mig samtidig et knoglemarvsregister. Informationsfolderen jeg læste, fortalte kort om donationen. Jeg tilmeldte mig med det samme
og ved næste tapning tog de et par ekstra blodprøver. Herefter modtog jeg et brev, hvori de fortalte, at jeg nu var tilmeldt et internationalt konglemarvsregister. Sandsynligheden for at matche en
anden er 1 promille.
Så da jeg, her næste 6 år efter, modtog et brev fra Rigshospitalets vævstypelaboratorie, var jeg noget overrasket. Men også helt afklaret med, at jeg ville gå hele vejen (man har mulighed for at
springe fra til en hver tid).
Jeg kontaktede vævstypelaboratoriet og blev indkaldt til en samtale. Samtalen var en forberedelse på hvad der ventede mig - hvis jeg ønskede at deltage. Efter samtalen blev der taget et par
blodprøver, som skulle bruges til at undersøge om jeg matchede modtageren længere nede i celleopbygningen (tror jeg nok :o).
Efter lidt vente tid, kom dommen. Jeg matchede patienten. Nu blev jeg endnu engang kaldt ind til samtale - denne gang mere konkret om indgrebet og den efterfølgende tid, og vi aftalte, at jeg skulle
ind til en undersøgelse.
Undersøgelsen var et tjek af mig - for at se om jeg var fit for operationen. Alt var ok, og jeg var klar til den store dag.
Dagen før operationen, blev jeg indlagt og tilset af en læge. Bortset fra de lidt kedelige hospitalsvægge, var det næsten som at være på hotel. Alle var søde og stort set klar til at stå på hovedet
for mig. Jeg smuttede en tur ud og fik det sidste måltid inden det skulle gå løs. Så var det ellers bare i seng og få noget søvn.
Næste morgen skulle jeg en tur i bad - morgenmad og drikke var der ingen af - uha det er hårdt at være fastende. Efter badet, kom en af lægerne, som skulle "stikke" i mig og præsenterede sig og
gennemgik hvad der skulle ske.
Herefter var det bare at vente på grønt lys fra operationsstuen. Portøren kom, og turen gik afsted til operationsgangen. Her fik jeg lov at hilse på alle dem som skulle deltage eller overvære
operationen. De lagde et drop i min hånd og jeg var klar til at indtage operationsbordet.
Jeg blev lagt til at sove. Da jeg vågnede var jeg temmelig groggy (som man typisk er det efter bedøvelse og morfin). Nogle timer efter var jeg frisk i hovedet igen - min ryg var lidt øm, men ikke nær så
meget som jeg havde regnet med. Jeg havde fået at vide, at det ca. ville svare til at blive sparket af en hest. Da jeg aldrig er blevet sparket af en hest, har jeg kun en forestilling om hvor ondt det gør -
og jeg forestiller mig stadigvæk, at det gør mere ondt! Jeg havde ingen problemer med at ligge på siden, det værste var at sidde op i længere tid, eller at gå længere end til køleskabet eller toilettet.
Jeg måtte dog overgive mig til sengen en uges tid før jeg igen var klar til at tage på arbejde.
Herefter var jeg lidt øm i ryggen ind i mellem. Ikke noget voldsomt, men nok til, at jeg ikke kastede mig ud i for store aktiviteter - fodbold, dykning m.v. - den første måneds tid. Efterfølgende har jeg
ikke mærket noget til det - OG JEG VILLE MED GLÆDE GØRE DET IGEN!!!!!!!!!!!!!!
Her er et par billeder, taget i forbindelse med operationen.
Go'morgen